Prognose og diagnose

Skriv ut

Hvem rammes af myelomatose?

Gennemsnitsalderen ved diagnose er 65-70 år. Antallet af tilfælde blandt yngre mennesker er imidlertid stigende, hvilket betyder, at gennemsnitsalderen er faldende. Over 2 % af patienterne er under 40 år, når de får diagnosen. Risikoen for at blive ramt af myelomatose stiger med alderen. 7 ud af 100.000 rammes i 50-års-alderen, mens 20 ud af 100.000 rammes i 70-års-alderen. Myelomatose er stadig i de allerfleste tilfælde en uhelbredelig sygdom. Gennemsnitlig overlevelse er 3–5 år. Enkelte patienter kan leve i 5–10 år med god livskvalitet med standardbehandling. Nyere studier tyder på, at overlevelsen er betydeligt forlænget, efter at man har fået nyere lægemidler til behandling af myelomatose.

Hvordan diagnosticeres myelomatose?

Myelomatose opdages ofte ved en ren tilfældighed, for eksempel i forbindelse med en rutinemæssig blodprøve. Der findes tre forskellige undersøgelsesmetoder, som anvendes til at diagnosticere sygdommen og følge dens forløb. 

 

Følgende tilstande bør udredes med henblik på myelomatose:

  • skeletsmerter, anæmi og forhøjet SR
  • nyopdaget nyresvigt eller hypercalcæmi

Undersøgelser, som foretages ved mistanke om myelomatose:

  • blodprøver: Hb, hvide m/diff, trc, albumin, magnesium, ioniseret calcium, kreatinin, urinstof, ß2-mikroglobulin
  • serum- og urinelektroforese
  • knoglemarvsundersøgelse
  • røntgenundersøgelse af:
    • Kranium
    • thorax
    • total columna
    • bækken
    • lange rørknogler

Myelomatose bekræftes som regel ved påvisning af monoklonalt protein (M-protein/paraprotein) i serum eller urin og/eller fund ved røntgen sammen med et øget antal plasmaceller i knoglemarven.

Afgrænsning over for enkelte andre tilstande med monoklonalt immunglobulin i serum, med eller uden øget plasmacelleandel i knoglemarven og primær amyloidose, kan være vanskeligt. Tilstandene kræver ofte observation over tid og gentagne undersøgelser før endelig diagnose.

Måling af M-komponent

Myelomcellerne producerer et afvigende protein (antistof) kaldet M-komponent. Dette protein kan måles i en almindelig blod- eller urinprøve. Ændringer i niveauet af M-proteinet er en god markør for ændringer i sygdommens aktivitet. Derfor måler man regelmæssigt M-komponentniveauet hos patienter med myelomatose for at kunne vurdere, hvordan patienten reagerer på behandlingen.

Skeletrøntgen

Da myelomatose kan udhule og svække skelettet, er skeletrøntgen en af de første undersøgelser, der foretages. Røntgen kan også anvendes ved andre situationer i sygdomsforløbet, for eksempel hvis der skulle opstå skeletsmerter på et nyt sted. Af og til benytter man også MR-scanning (magnetisk resonans scanning) eller CT-scanning (computertomografi) for at få et mere nøjagtigt svar.

Knoglemarvsbiopsi

Biopsi betyder, at man stikker en lille nål ind i knoglen (som regel hoftebenet/brystbenet) for at tage en knoglemarvsprøve. Prøven studeres i mikroskop, og andelen af plasmaceller beregnes. Det giver en indikation af, hvor mange myelomceller der er i knoglemarven. En normal knoglemarv indeholder mindre end 5 % plasmaceller, mens en angrebet knoglemarv indeholder mellem 10 og 90 % plasmaceller.

 

Denne side ses bedst i Internet Explorer 7, IE8, Firefox, Safari eller Google Chrome. © Janssen-Cilag A/S 2012 - Sidst opdateret: 31 October 2014. Denne side er publiceret af Janssen-Cilag A/S Danmark, som er ansvarlig for indholdet. Siden er tiltænkt brugere fra Danmark.